LONDON

london

Nu varer det ikke længe før jeg tager et smut til London.
Jeg har lige regnet ud, at sidst jeg betrådte britisk muld var for 18 år siden.
Og der er løbet meget vand i åen siden da, jeg skal f.eks. heller ikke bo på The Generator, som dengang vi var på studietur med gymnasiet.

Pyha kan stadig mærke et surt opstød i kategorien “tequila”, hver gang jeg møder UV-lys (hvilket ved nærmere eftertanke er stort set lige så ofte, som jeg får lyst til at stoppe med at spise chokolade, go figure). Det dengang knaldhamrende oppe på beatet/vi kan noget med indretning i friske farver/det er dét de unge vil ha’-vandrehjem, havde nemlig valgt, at lyset på hotellets gange, i bar osv. skulle være UV-lys. Ahmen det er da en helt igennem dårlig idé. Når man er en tøs på en 15-16 somre, bærer man sort tøj. Dels fordi man hører Sade og læser Michael Strunge, men også fordi det er pænt. OG – så er det, at man bliver så træt af, at man ikke lige var 45 år og praktisk, da man pakkede til denne hersens studietur, og lige smed en fnugrulle eller 2 i kufferten.
Da lærte man at hade UV-lys. Og her er vi slet ikke nået til farve på tænder hos folk med ringe mundhygiejne eller når førnævnte tequila var gået direkte i senehinden, og havde forvandlet én til et castmember fra Twilight, dét er satme scary i UV-lys!

Nå, men her skal jeg ikke bo. Jeg skal bo et stenkast fra Camden.
Jeg kan afsløre, at jeg den ene aften skal opleve en af mine absolutte sangerinder, Kate Bush, live på Eventim Apollo, Hammersmith.
Det. bliver. stort.

Men derudover har jeg et par dage til at udforske byen!
Så derfor kære læser, hvad skal der ses, spises, shoppes og opleves?

Møs Blogmama

Fra storby til knapt så stor by

holbaek-by-skilt-foto-rolf-larsen

Der var engang Marvin Gaye sang “Wherever I lay my hat, that’s my home” (Nej, det var ikke Paul Young, der sang den oprindeligt, selvom hans version fra 1983 også er skøn med Pino Palladino på båndløs bas og det hele, den hører med i mit barndomssoundtrack).

Nå – men det der med at lægge hatten og tro at følelsen af “hjemme” indfinder sig prompte, den skal Gaye/Young længere ud på landet med. For når man ikke er flyttet sådan heeeelt på landet, men blot en times kørsel fra vores smukke hovedstad, så skal man altså lige bruge andre midler end en hat for at føle sig hjemme. En del af det med at falde til handler blandt andet om, hvad der er af muligheder rent praktisk.

Vi rykkede teltpælene fra Østerbro til Holbæk for 8 år siden. Fra stuelejlighed til murermestervilla. Fra larm til ro. Fra by til land. Nu er Holbæk jo ikke en lille flække, men en mellemstor by med rådhus, en go-cart bane, en svømmer, 10 privatskoler (slå dén Østerbro!!), Marina, spillesteder, butiksstrøg, caféer, biograf, 4 – F.I.R.E. motionscentre!!! osv.
Altså her er i grove træk præcis de samme muligheder for at udfolde sig kulturelt, motionsmæssigt mm. i forhold til at bo på Østerbro.
Men det er alligevel kommet bag på mig, hvor mange ting ved Østerbro/København jeg savner efter vi er rykket til 4300. Vi gik i flere år og savnede et sushi-sted, en bager, der bagte andet end frannere med birkes og som dame der elsker tøj og sko, savnede jeg butikker, der ikke var en del af en større kæde.

Men så skete der noget. Tilflytterne blev flere. Mange Københavnere. Jeg ved ikke, om det blot var tiden, der skulle arbejde for Holbæk eller om Københavnerne simpelthen selv tog initiativerne og åbnede sushi-biks, lex tøjbutikker og deli’er med brød grovere en groft.
Halleluja – nu har Holbæk, nuvel i mindre skala end Kbh, også sit at byde på.

Butikker som ELS, Christensen, Le Deli, Tango Delikatesser, Bischoff …
Her kan man pynte sig og blive mæt – jow tak!

Kom selv op og se!!!

 

Dette indlæg indeholder ingen affiliate links

 

Møs Blogmama

Netshopping

dias1

 

1. Sandal 2. Bluse 3. Ørering 4. buks 5. taske 6. ring    (klik på “sandal” mv. og bliv ført direkte i lokkedåsen….)

I kender det godt. Aftener med klikken rundt på alskens lækre webshops, der lokker med smukke sager, man kigger bare/vinduesshopper/drømmer om. Jeg synes mest af alt, at det minder om at lege med barbiedukker, uden dukkerne, eller tøjet.. Man klæder på i tankerne, og forsøger desperat at matche med nogle af de klude, der allerede bor i klædeskabet.
Men jeg elsker det, og det hænder jo også, at der ryger noget i kurven og kommer flyvende med vores glade postmand.
Jeg har siden det overhovedet var muligt at handle på nettet været fan af konceptet.
Ungerne puttet. Kaffe i koppen. De bløde bukser med løs linning og en fuldt opladet kåmpjåter – SÅ kører det.
Og der går sport i at sammenligne priser, kvalitet m.v.
Jeg havde også en middellang affære med eBay, hvor jeg blandt andet blev populær hos V, da han fik legetøj fra den anden side af atlanten, som ingen legetøjsbutik i DK kunne matche.
I går aftes sad jeg og legede med tanken om at eje de fine ting på billedet…Købte ikke noget – dyyyygtiiiiiiig 🙂

Jeg har naturligvis mine favoritshops, men er også nysgerrig på, hvor I handler på nettet?
Smid gerne et bud i kommentarfeltet nedenfor.

Møs Blogmama

Indlægget indeholder ingen affiliate links

Møs Blogmama

Top 3

Jeg har alle dage været glad for lister (af den praktiske slags), og jeg laver gerne lister over lister, hvis jeg kan slippe afsted med det (det lykkes som regel, jeg er jo over 11, så jeg bestemmer selv, og kunne i princippet også spise lagkage til morgenmad, hvis jeg ville… men det er en anden snak).
Lister skaber overblik i kaos, men for mange og lange lister, kan den ondelyneme også skabe kaos i overblikket. Derfor er jeg fan af korte lister. Man kan jo f.eks. lave 7 korte lister fordelt på ugedage, og så snyde sig selv til at tro, at man ikke har lang vej til målet…
Selvbedrageri i høj klasse, men dét kan noget, at listen ikke fylder 3½ tætskrevet A4-side.

Nu skal det det hele ikke handle om praktiske lister. Jeg er nemlig vild med alle mulige slags lister, og vil derfor heller ikke snyde bloggen for kategorien “Top 3”.

Den kan indeholde hvad som helst, som jeg lige føler en trang til at rangere.
Vi lægger ud med yndlingsnumre (jeg er MUSIKNØRD, jo jo med versaler og det hele).
Numre der spinner på min Spotify i disse dage..

1. Zane Carney  – Talk to me baby

2. Emily King – Distance

3. John Mayer – XO

Hvad lægger I ører til i disse dage??

Møs Blogmama

Møs Blogmama

At komme i mål!

Solen er smuttet, men har efterladt en tung dyne af varme, der med sig bringer lugten af solbrændte potteurter, våde håndklæder fra 11 timers plaskeri i havebassin og duften af middagen indtaget på terrassen i dejligt selskab. Jovist vi har det godt, og vi har suget weekendens plusgrader i os, som var vi de blodtørstige flåter vi befrier kæmpehunden for!

På trods af, at vi har bevæget os i et tempo, der vil gøre et dovendyr grim af misundelse, er vi kommet i mål med weekendens to-do liste.
Punkterne var sparsomme, men ikke destomindre vigtige.
Rampe-projekt er skudt igang og Beslay-støvlerne har gjort deres entré i min garderobe.
Mine fødder jubler og glæder sig til, at der lige bliver skruet en 4-5 grader ned for den store lampe, så de kan tages i brug.
At spankulere rundt i dem i kølig kælder gælder ikke, og jeg ved ikke hvad Kate Moss og andre hippie/IT-girls- og gøgler-agtige typer har af tricks oppe i ærmet, når det kommer til at bære lukket fodtøj i ruskind kombineret med korte, korte, korte nederdele i 30 grader. Jeg kan ikke. Vil gerne. Men krop og fod siger nej.
Jeg adlyder, da jeg i unavngivne dameblade dagligt bliver mindet om, at jeg skal “lytte til min krop”. Antager, at det også gælder i dette tilfælde.

Således må jeg konstatere, at jeg kom i mål, nuvel late to the party på nogle områder, og oven i hatten blev det fejret med en raw food kage bagt af min mor, der i dén grad faldt i god jord hos krop og mave, så jeg må hellere tage et stykke mere, man skal jo lytte efter ikk’!!

20140727-204503-74703461.jpg

Older posts