Pandehår og asfalteksem

12047380_10153066177546135_663857019_n

Jeg har længe, aaaarrrrhhhh måske et par uger, grublet over, hvordan jeg bedst muligt kunne garantere mig selv, at jeg ikke ville fortryde et klippet pandehår et splitsekund efter gerningen var gjort.
Jeg nåede ikke til en løsning, men klippede det og tænkte, at skidtet vokser jo ud igen.
Måske var det dét, der skulle til. I hvert fald er jeg ok tilfreds med nu at camouflere en 1/3 af de store bare flader i mit ansigt a.k.a. panden.
Jeg ved det, det er jo ikke fordi, at I nødvendigvis synes, at et indlæg om jeg skal have pandehår eller ej for så vidt er interessant eller ej, men jeg læner mig nu alligevel op ad et motto jeg engang læste. Det var på skiltet hos en frisør i Søborg – der stod (vittigt)
“Frisuren er hovedsagen”
Jamen det er jo ikke løgn, og sådan et lille ordspil tager bo i min hjerne, optager plads for megen anden og nyttig viden, for evigt og altid.
Det betyder altså en del, hvordan garnet lægger sig til rette på ens hat-rack.
I give you – the bangs…


12064141_10153067690196135_578500108_n12083806_10153067690341135_478500008_n
Det er i øvrigt voldsomt upraktisk med pandehår, når man dagligt som jeg cykler til og fra arbejde iført cykelhjelm, den lægger ligesom en dæmper på volumen – det må jeg finde en løsning på…

Apropos cykelhjelm er jeg SÅ glad for, at jeg og i særdeleshed også lille S har den på, når vi cykler. I eftermiddags tog S nemlig et styrt på cyklen på vej hjem.
AV!
Det gik værst ud over venstre hånd, der ved første øjekast sendte signaler til mine ben om bare at transformere sig til gelé og smeltede skumfiduser.
Jeg tog mig dog alliwl sammen, og fokuserede på lille mus, der skreg i vilden sky, da hun havde slået sig godt og grundigt, og i øvrigt ikke kunne lade være med at kigge på det store sår i håndfladen.
Shit mand, jeg vidste, at det var mig, der skulle rense, da Svensken var på overarbejde og mormor ikke lige er om hjørnet.
Hun er nu sej den lille tøs og jeg fik lov at rense såret godt, imens hun fjernede 28% af min hørelse på begge ører. Det gjorde pænt nas… på os begge.
Øv mand, brugte derefter 1 1/2 time i et bjørnekram indtil V og Svensken kom hjem med dejlig indisk mad til os.
Jeg HADER når børn slår sig. Det burde være en umulighed.
Og igen er jeg bekræftet i, hvorfor det er, jeg IKKE blev sygeplejerske.
Jeg duer sgu ikke til, når folk slår sig og skal have renset sår.

Nu er S puttet og jeg surfer på symaskiner, jeg har fundet “the one”, så nu tjekker jeg lige heeeeeeeele nettet for at sikre mig, at jeg får den til den bedste pris 🙂

 

Godnat derude!

Møs Blogmama

Mægtig mandag

Nå mandag lægger ud med et syn, hvor naturen i dén grad praler, så er det sgu svært at bevare pessimismen..
12053139_10153064610631135_1438498660_n

Jeg nød hver og en af de 8 kilometer morgenens cykeltur bød på, luften var frisk (og rockerkold = vanter) og solen stod lavt og skinnede insisterende lige ind i de stadig lidt sovetykke øjne.
Efter en dejlig weekend med godt selskab og hvor jeg oven i købet også fik slået græs og kløvet brænde, så er man fakker talt klar til en ny uge med dejlige kollegaer, skønne udfordringer og råhygge i det lille hjem.

Apropos råhygge, så tilføjede vi lige en ny dimension til dette i går, da Svensken kom med en udfordring.
Vi skulle dyste/bare have det sjovt og få sved på panden, i 5 discipliner:

Gå i bro (ha! som om…)
Hulla hoppe (den rocker jeg for vildt!)
Armbøjninger (øøøh)
Mavebøjninger (hmmm)
Planke (hahahahahaha aaaaav)

Ingen navne nævnt ifht tid/antal/vinder eller noget, men jeg vil GERNE dele ud af mine indslag i ovennævnte dyst, da de muligvis kan virke trøstende eller motiverende for andre som jeg….
Gå i bro tør jeg ganske enkelt ikke, da jeg har en højre skulder, der har sit eget liv og gladeligt sublukserer (går af led -lightversion), hvis lysten kommer over den, eller jeg frivilligt kaster mig ud i nåja “en bro”.
Hulla hop er jeg ret skrap til, og S har lært mig en god teknik, der gør, at jeg godt kan snuppe et afsnit af “Venner” imens hofterne danser lystigt.
Armbøjninger, jeg trøster mig med at det er grundet ringe teknik og ALDELES ikke mangel på muskelmasse, at jeg kun kunne mestre 2, TO, reelle armbøjninger. Damn it.
Mavebøjninger går ikke med min blivende rest af en bækkenløsning. Mig og fladt gulv er bare ikke optimalt.. så jeg stod over…
Planke, well jeg begyndte at sprutgrine efter 27 sekunder og kastede mig tungt på gulvet – flot, NOT!

Hvor om alting er, så var det megahyggeligt at få pulsen op hjemme på stuegulvet, og jeg er da egentlig ret sikker på, at scenariet vil gentage sig snarest…(it better, jeg er jo i den ringeste form…).

Jeg tror nu alligevel, at universet belønnede mig en lille smule for min indsats, idet der lå en fin pakke og ventede på mig, da jeg kom hjem fra arbejde
Den indeholdte nogle utroligt fine (og lidt høje) sko, som jeg agter at iklæde mig ligeså snart en lejlighed byder sig.
De er tiltænkt et bryllup jeg snart skal til, men jeg tror ikk helt jeg kan vente så lang tid…

Er de ikke fine :-)

Er de ikke fine 🙂

Møs Blogmama

forrygende fuldtallig fredag

Nu er det slut prut med at boble rundt i egen verden om eftermiddagen. Yngste barn melder sin hjemkomst fra koloni kl.14.00. Hun er savnet, men vi har nu også nydt at have vores store dreng alene (selvom han ikke er sååååå meget hjemme pt.).
Jeg har i disse 4 dage, der er gået, fundet ud af, at jeg slukker fuldstændig for aftensmadknappen, når vi ikke er fuldtallige herhjemme.
Så snart vi blot er 3 mand hjemme, tænker jeg straks i en løsning der rimer på rugbrødsmadder eller havregryn.
Underligt ikke…
Det er så ikke noget de 2 herrer, som jeg deler matrikel med, finder voldsomt interessant. De tager sig faktisk den frihed og ytrer, at sulten skam alligevel melder sig på trods af nogen hygger sig på koloni.
Derfor har vi nu i nogle dage støttet den lokale indiske take away biks, Namaste (som i øvrigt laver en mean butter chicken).
I aften er vi så fuldtallige, og jeg har derfor store planer om at servere noget hjemmelavet, og hvem ved måske også hjemmebagt – det er jo fredag.

Vi skal snart fejre V’s fødselsdag og her har jeg jo de sidste par dage haft rigeligt med tid til at påbegynde planlægningen.
Det er sjovt og jeg skal nu til at mestre begrænsningens svære kunst, da jeg har Så mange idéer til udsmykning/menu osv.
Og nu tænker du nok, jamen er det ikke sønnens fødselsdag – skal han ikke bestemme?
Jo da, han har givet sit besyv og er ellers så sådan almindeligt uinteresseret i den praktiske del af festen… Den skal vi nok få vendt 😉

Jeg ønsker jer alle en overfed weekend!

Møs Blogmama

Bloggerpadde..

Hvordan gik det egentlig til, at jeg ikke fik voldflashet min fødselsdag her på bloggis?
Jeg havde for travlt med at fejre mig selv 😉
Jeg tror jeg slap jer sidst umiddelbart inden jeg skulle et smut ud og svinge kulturstængerne.
Min søs og jeg havde inviteret vores mor på middag og i teatret, og her lod vi os underholde af “En kort, en lang” på Nørrebro Teater.
Jeg elsker filmen. Jeg elsker, at den balancerer så fint mellem storkomik og den triste side af kærligheden mellem 2 mennesker.
Derfor var jeg også en anelse skeptisk, da jeg i tidernes morgen hørte om musicalopsætningen af filmen. Men alle mine bange anelser blev gjort til skamme. Forestillingen var tro mod filmen, og man havde et stærkt, velcastet team på scenen, der trygt guidede os igennem en kærlighedshistorie, der i sig selv er skrevet realistisk og næsten ikke er til at bære.
En stor opfordring om at se den inden tæppet falder på www.nbt.dk

IMG_7383

Tanjas 6 års fødseldag, med gave-marsvinet Pjuske

Og så fyldte jeg 36 somre (og vintre), ovenfor ses jeg på min 6 års fødselsdag. Svært tilfreds efter at have fået mit et marsvin. Det var i øvrigt også året, hvor jeg udvidede min instrumentbeholdning fra guitar til også at indeholde et trommesæt.
Det er jeg sikker på, at samtlige lægefruer i vores opgang synes var en helt igennem formidabel idé… (not).

Blogmama 36 år.

Blogmama 36 år.

Derudover har jeg brugt en uge på kickstart af et nyt innovationspartnerskab, som jeg sammen med en masse dygtige mennesker indgår i, og sammen skal vi arbejde på et spændende projekt om at indrage borgere/patienter i sundhedsrelaterede forløb på tværs af sektorer..(den sætning blev lidt for lang…).

Nå, men der skal jeg lige love for, at fru Blogmamas hjerne blev udfordret, og Svensken så noget bekymret ud, når jeg kom hjem med en kæft, der stod stille.
Der skal alligevel noget til, men jeg tror nu han nød det lidt 😀

Lækker mad og smukke rammer

Lækker mad og smukke rammer

Vi brugte én af dagene på projektet “ude af huset” og arbejdede i nogle lækre omgivelser på www.Herthadalen.dk .

Gosh – det sted kan SÅ meget anbefales. Lækre og smukke rammer omkring Ledreborg, udsøgt mad (noget af det var vi skam selv med til at finde/lave) og imødekommende personale. Man kan afholde selskaber, firmaevents, teambuilding og i øvrigt spise i weekenden. tjek det ud!

Sol og kaffe, så kan vi godt tænke innovativt

Og apropos weekend, så har jeg lige brugt min sammen med vores dejlige børn og mine vidunderlige niecer.
Jeg var weekend-nanny for niecerne imens forældre var til bryllup.
Deres kinder er kysset tyndhudet, og mine multitasking-skills er blevet finpudset.
Ex. søndag morgen:
S skulle optræde med kor for første gang.
Jeg var alene med 4 børn i alderen knap 2 år, 4 år, 7, år og knap 14 år.
Alle skulle jo have noget morgenmad, lidt tøj på kroppen og én en ren ble.
Vi skulle afsted til tiden + det løse, man ved jo aldrig, hvordan sådan en times rejse i bil med ovennævnte vil forløbe.
Der skulle laves madpakke og pakkes legetøj.
Inden vi skulle ud af døren, var det nok også smart med sko og overtøj.
Det er sgu ingen let sag, når man lige har samlet 100% af børnene, så smutter de 50%, når de så er indfanget igen, så er 25% faldet i staver over Snapchat og har derfor ikke sko på og de resterende 25% kom i tanke om, at hun skulle tisse.
Langt om længe var de pakket ind i vores micromachine af en bil og som en flok tetris-blokke, var jeg nu sikker på, at de ikke kunne smutte nogle steder.

Vi ankom til kirken, hvor der skulle synges, og jeg var noget lettet, da jeg kunne konstatere, at båsen vi skulle være i havde en lille låge MED LÅS.
Det hjalp gevaldigt, når niece på knap 2 ville synliggøre, hvorfor hun også går under navnet “udbryderdronningen” ude i byen.
S fik sunget, og koret var så gode, jeg fik knebet den uundgåelige tåre og havde også held med at få alle 4 børn ind i bilen igen og retur til hjemmet.

Man bliver lidt ør i bolden, men fuld af kærlighed efter sådan en weekend <3

Nu starter en ny uge, hvor S smutter på koloni på Møn med sin nye skole indtil på fredag.
Hun glæder sig og er megaklar. Jeg glæder mig på hendes vegne, men er ikke lige så klar, som jeg troede…
Det er ikke nemt, når de unger sådan er væk mere end et døgn fra matriklen….

 

Møs Blogmama

Nedtællingen er i gang..

Det skal ikke gå nogen næse forbi, at jeg på fredag fylder på. 36 somre – det er faktisk ikke så meget, når man som jeg, planlægger at blive omkring de 100 år.
Jeg elsker at have fødselsdag, allermest fordi det er en vanvittig god anledning til at samle en bunke dejlige mennesker til råhygge og indtag af et væld af hurtige kulhydrater.
Apropos kulhydrater, så skal de jo helst brændes af i en allerhulens fart, og jeg må sige, at datters skoleskift har gjort sin del for at imødekomme dette krav.
Vi cykler til skole. Det er dejligt, man vågner, indtil videre har vi kun haft vindstille morgener – og dem NYDER vi, for det går ret så meget op ad bakke på vores rute.
Inden kl.8.10 har jeg tilbagelagt 8 km og snupper lige 8 km mere, når S skal hentes og vi følges hjemad igen. Dét er noget min krop er glad for.
“En times cykling om dagen, retfærdiggør eftermiddagskagen”.
Ej spøg til side, jeg spiser naturligvis ikke kage HVER eftermiddag. Max hver anden. Nej faktisk er jeg gået hen og er blevet ret god til at bestemme over min lille sukkerdjævel, der har taget bo i min krybdyrhjerne.
Den bestemmer ikke en skid mere, den er træt af det, og nogle dage straffer den igennem med total træthed og sure miner. Men så er det jo, at jeg har fundet ud af, hvordan vi kan få nogenlunde våbenhvile = cykling.
Det tager simpelthen den værste træthed og sukkertrang.
Underligt.
Dog havde jeg i går sådan en aften, hvor jeg var nødt til at gå tidligt i seng, ellers havde jeg forgrebet mig på køleskabet og dets mest usunde indhold. Jeg valgte at tolke det som ekstrem træthed og ikke sult.

I dag skal S til kor for første gang. Jeg glæder mig som et lille barn til at høre, hvad hun synes om det. Hun har jo et godt musikøre og synger rent som englene, så hendes udgangspunkt er godt, og jeg håber derfor bare, at hun synes det er megahyggeligt at synge sammen med veninderne, der også skal gå til kor.

Nå jeg kan mærke, at vi lige skal tale lidt mere om fødselsdag. Jeg har derfor lavet en liste over ting jeg SKAL nå, inden jeg bliver 36 år. Den er lavet i dag. Så den er på én gang realistisk (måske også lidt urealistisk) og kort:

1. Deltage i undersøgelse på nettet, hvori jeg skal sætte kryds i alderskategori 25-35 år.
2. Overvære en gedigen musicalbasker med søster og mor (mere om det i morgen).
3. Pudse nogle vinduer (har ikke noget med fødselsdag at gøre, de trænger bare virkelig).

Nu vil gå til køjs (skal kun sove 3 gange mere ;-))

Møs Blogmama
Older posts