Noget om at være sur i den ene mundvig

 
giphy
Det sker fra tid til anden, at jeg oplever følelsen af misundelse. Ikke på en sådan måde, at jeg ikke under andre mennesker bestemte ting, oplevelser, følelser eller sådan, men mere sådan en misundelse-light, hvor jeg liiige når at tænke, orv mand – det dér der sker for ham/hende lige nu, gad jeg så godt lige skete for mig også.
Jeg tror fuldt og fast på, at man har ansvar for sin egen lykke. Afhængig af, hvad der gør én lykkelig, kan man dog have brug for hjælp fra andre for at opnå tilstanden, men den hænger på én selv at række ud og turde tage springet.
Men så er der perioder i ens liv, hvor man ikke helt orker at rende efter lykken, man vil gerne have den, men åbenbart ikke så meget, at man styrter hovedløst afsted for at indhente den, så man kan slappe af og nyde den. Næ nogle gange, er man nødt til at skære ansigt og være lidt sur, bare i den ene mundvig, ellers kan folk ikke holde ud af være sammen med en.
Perioden skal dog ikke trækkes i langdrag, så kan surheden blive til bitterhed, og værre endnu kan tilstanden nærmest ende med at blive kronisk. Og der er SLET ingen, der gider en kronisk sur og bitter dame. Det er der ikke.
Imens man så går der og er helt skæv i ansigtet, så arbejder hjernen og kroppen med at sætte nye mål og drømmefrø. Drømme og mål er jo dynamiske størrelser. De forandrer sig med alder, afhængig af mennesker man er omgivet med, den kontekst man lever i, den kunst man oplever osv.
Jeg synes derfor, at det er ret fedt, når jeg lige mærker, at den ene mundvig begynder at hænge, for så ved jeg, at der er noget på vej, der skal tænkes over.
I min optik er det sundt at stoppe op en gang i mellem og lige se sig omkring og tage et kig ind hos sig selv. Halløj, alt vel? Nå ikke helt.. og så lige spørge sig selv, hvad der er los?
Måske er alt vel, og så varer tilstanden med med de uenige mundvige ikke mere end et kvarter eller højest en formiddag.
Jeg har aftalt med mig selv, at hver gang jeg får et stik af følelsen af misundelse, så skal jeg tænke over noget i mit eget liv, som jeg er taknemmelig for. Det er en god øvelse, og en kærlig reminder til mig selv om, at mit græs er præcis så grønt som det skal være 🙂

 

Møs Blogmama

15 års jubilæum

14793933_10153878010441135_752700666_n

Hurra og tillykke til min kære mand og jeg. I går havde vi 15 års jubilæum som forældre.
Og et ENDNU STØRRE TILLYKKE til vores dejlige dreng V, som jo efterhånden er en ung mand.
5475 dage har jeg været mor til V, det er alliwl en pæn slat, men alligevel er det underligt at have et barn, der ønsker sig styrthjelm og knallert i fødselsdagsgave.
I går stod den på 1. del af fejring og det var en rigtig hyggelig dag, der startede kl.5.21 (præcis for der stod jeg (væltede ud af sengen) op.
Mine forældre kom til morgenfødselsdag, og er der noget, der kan vække en teenager og få ham nemt op, så er det morgensang og gaver på sengen. Effektivt, men måske lidt overdrevet i længden…

V havde bestilt aftensmad hos vores egen private sushikok, der S og jeg var endnu en gang i køkkenet og fik øvet os ud i sushiproduktionens svære kunst.

Det er som om, at al den fejring stadig sidder lidt i kroppen, så puden kalder snart, så vi er klar til weekendens 2. del fejring skal løbe af stablen.

Kan høre blæsten ruske i træerne udenfor, og det minder mig om, at vi går de kolde fødders tid i møde….
14914567_10153878010341135_1031203982_n

Møs Blogmama

Dagen før dagen

Smækre unge EyeQ

Smækre unge EyeQ

Jeg fatter det ikke. Eller måske nærmere, det er svært at forstå, at vores førstefødte i morgen fylder 15 år. FEMTEN ÅR!!!! Helt seriøst husker jeg tydeligt, hvordan jeg mokkede rundt på sofaen i stuen på Langelandsvej d.26.10.2001, efter et halvt døgn med veer. Aftenen før, på terminsdag, havde vi spist middag hos min mormor og morfar, og vi jokede om, at fødslen ville gå i gang midt i det hele. Det gjorde den ikke, men da vi kom hjem og gik i seng, sov jeg ikke mere end et par timer før de små veer stille og roligt kom snigende.
Jeg husker, at jeg så enormt meget Oprah dengang, og jeg brugte hele dagen i sofaen med tv og piv.
Svensken var i øveren med de hedengangne EyeQ – kan I huske dem fra Popstars?
De skulle have stor pladerelease i november og derefter på tour, så han arbejdede igennem.
Det var faktisk en anelse anstrengende at være højgravid, i total  ubalance hvad angår homoner og så vide, at ens mand brugte 10 timer om dagen med 4 sprøde kvindfolk, som aldrig havde født, men til gengæld havde byens strammeste maveskind, det havde jeg også, for a different reason.

Jeg kan godt grine lidt af det nu her 15 år efter, og heldigvis var de alle 4 søde og skønne piger, så jeg bliver næsten lidt flov over at tænke tilbage på, hvor meget jeg bandede dem langt væk hahaha..

Nå, pligten kalder på arbejdet og de sidste forberedelser til i morgen er næææææsten færdige.
Jeg håber, at resten af jeres onsdag bliver dejlig og måske krydret med en lille onsdagssnegl 🙂

Møs Blogmama

Hvem bestemmer egentlig over de voksne?

Altså selvom jeg er rundet de 37 år, så kan jeg ærlig talt godt blive i tvivl om, hvem der bestemmer over mig nogle gange. Jeg troede, at det var noget jeg gjorde selv, altså udover de +/- 1300 love vi har her i landet.
Da jeg var barn drømte jeg om tiden som voksen hvor man:

1.Kunne spise lagkage hver dag til morgenmad
2.Gå med højhælede sko overalt
3.Selv bestemme sengetid (alt før kl.23 var ikke cool)
4.Slippe for blækregning og fransk stil
5.Have lige præcis de kæledyr jeg ønskede mig
6.Kunne blive rockstjerne uden praktiske forhindringer
7.Blive gift med Edward Furlong fra Terminator 2

I forhold til de 7 ovenstående eksempler er virkeligheden som selvbestemmende voksen således:

1.Lige så meget som jeg elsker lagkage, har jeg lidt penge til at forny garderobe, når indtaget sætter sig på hofterne.
2.Jeg får sygt ondt i fødderne efter bare 14 minutter på de høje hæle, det hjælper lidt med rødvin, men hver dag..argh vel.
3.Jeg er et tosset mix af A/B-menneske, så jeg kunne have godt af at smutte på puden før 23, men det når som regel at runde dette fortryllende klokkeslet hver dag.
4.Efter folkeskolen har jeg faktisk indtil flere gange frivilligt ladet mit indskrive til mere uddannelse. Franske stile blev der ikke skrevet, men jeg har da kunne svinge mig op og snuppe et 12-tal i erhvervsøkonomi, selvom matematik var mit absolutte hadefag som barn.
5.Vi har 2 dyr, Kæmpehunden og vejrudsigten (vores kat Marley, som løber skrigende indenfor hver gang det regner).
6.Det der med at være rockstjerne er lidt af en udfordring, når man har anskaffet sig 2 børn og et realkreditlån. Men drømmen lever endnu.
7.Jeg er glad for, at jeg aldrig endte med Edward Furlong. Han tabte småkagerne i årenes løb og er vidst lidt fra snøvsen. De siger et billede siger mere en tusinde ord:

edward-ung

Edward som han så ud, da jeg var omkring 12 år..edward-voksen

Hr. Furlong i dag, 2016 – 25 år senere. Livet og de valg man tager, sætter sine spor. Det må have set anderledes ud, hvis Edward i en voksenalder havde spist lagkage i stedet for kokain hver dag.
Og heraf kan man lære, at børns drømme slet ikke er så tossede..

Møs Blogmama

En samlers bekendelser #1

Det ligner ikke noget jeg bor i...

Det ligner ikke noget jeg bor i…

Når man som jeg har spenderet størstedelen af de sidste 9 dage på matriklen, så har jeg (gen-)opdaget, hvor mange ting vi har i vores hjem, som vi ikke bruger. Som i overhovedet ikke bruger. Som i “gud den havde jeg glemt vi havde”-ikke bruger. Det er pinligt og det støver.
Meget af denne efterårsferie er brugt på at lave absolut ingenting. Det er jo både godt for den mentale sundhed sådan at lade op til arbejdet atter begynder, og så er det nemt at lave sammen med andre. Altså har de voksne herhjemme tilsammen ikke lavet noget som helst af praktisk karakter, dette er også gældende for vores kælder, som vi gennem tiden har isoleret lidt alternativt, nemlig med ting og sager.
Når jeg nu sidder her på feriens sidste dag, kan jeg sgu godt ærgre mig lidt over, at jeg alligevel brugte SÅ meget tid på at lave nul og niks. Jeg havde nemlig en indre liste, hvor kælderoprydning stod allerøverst bøjet i neon.
Ligesom det har gjort ved alle andre ferier/fridage..
Men det er i sandhed et projekt af større kaliber, når jeg sådan tænker efter.
Jeg er en samler. Jeg har følelser for ting. FOR TING?!!!!
Okay måske er følelser lidt voldsomt beskrevet, jeg tror aldrig jeg ville blive jaloux på mine gamle kladdehæfter eller ungernes første sparkedragter, men der er mange minder forbundet med disse genstande, og jeg er panisk ved tanken om at glemme disse minder, hvis jeg smider tingene ud.
Der er bare et problem ved at have det sådan, og det er pladsmangel. Vi har simpelthen ikke en eneste kvadratcentimeter vi kan overveje at fylde med noget som helst.
Et hyggeligt hjem er efter min overbevisning også et hjem, hvor man kan ånde. Ikke kun sådan på overlevelsesmåden, men også på den visuelle måde. Et hjem har plads, kan rumme og omfavne, uden at det er en uheldig krammer af kasser med mine debutplader, der vælter ned som et flot klodsmajortårn eller 54 cykelbaglygter med hver deres defekt eller mangel på partner (læs: forlygte) fordi ungerne altid fik en forlygte med på lejrtur, når man ikke kunne finde den rigtige lommelygte.

Jeg har tænkt mig at gøre op med min virkelig dårlige vane med det samleri, og er gået på jagt efter tips til organisering og oprydning. Det lyder måske dumt, og måske kan du ikke nikke genkendene til at have én skuffe, der er dimseskuffen med plaster, batterier, pizzariamenu, kuglepenne, ekstraskruer til IKEA-møbler, et udløbet pas og noget kattepenicillin – MEN det kan jeg, og måske har vi flere af denne slags skuffer. Men det stopper nu.
Skuffe for skuffe, skab for skab har jeg tænkt mig at rydde og bringe orden i kaos.
Åh det føles godt bare at skrive det…
Jeg har samlet lidt inspiration på GoodHouseKeeping , de er måske en lille bitte smule besatte af det dersens orden, men hey – bare det smitter en anelse af, så er jeg vidst godt på vej 🙂

Møs Blogmama
Older posts