15 års jubilæum

Noget om at være sur i den ene mundvig

 
giphy
Det sker fra tid til anden, at jeg oplever følelsen af misundelse. Ikke på en sådan måde, at jeg ikke under andre mennesker bestemte ting, oplevelser, følelser eller sådan, men mere sådan en misundelse-light, hvor jeg liiige når at tænke, orv mand – det dér der sker for ham/hende lige nu, gad jeg så godt lige skete for mig også.
Jeg tror fuldt og fast på, at man har ansvar for sin egen lykke. Afhængig af, hvad der gør én lykkelig, kan man dog have brug for hjælp fra andre for at opnå tilstanden, men den hænger på én selv at række ud og turde tage springet.
Men så er der perioder i ens liv, hvor man ikke helt orker at rende efter lykken, man vil gerne have den, men åbenbart ikke så meget, at man styrter hovedløst afsted for at indhente den, så man kan slappe af og nyde den. Næ nogle gange, er man nødt til at skære ansigt og være lidt sur, bare i den ene mundvig, ellers kan folk ikke holde ud af være sammen med en.
Perioden skal dog ikke trækkes i langdrag, så kan surheden blive til bitterhed, og værre endnu kan tilstanden nærmest ende med at blive kronisk. Og der er SLET ingen, der gider en kronisk sur og bitter dame. Det er der ikke.
Imens man så går der og er helt skæv i ansigtet, så arbejder hjernen og kroppen med at sætte nye mål og drømmefrø. Drømme og mål er jo dynamiske størrelser. De forandrer sig med alder, afhængig af mennesker man er omgivet med, den kontekst man lever i, den kunst man oplever osv.
Jeg synes derfor, at det er ret fedt, når jeg lige mærker, at den ene mundvig begynder at hænge, for så ved jeg, at der er noget på vej, der skal tænkes over.
I min optik er det sundt at stoppe op en gang i mellem og lige se sig omkring og tage et kig ind hos sig selv. Halløj, alt vel? Nå ikke helt.. og så lige spørge sig selv, hvad der er los?
Måske er alt vel, og så varer tilstanden med med de uenige mundvige ikke mere end et kvarter eller højest en formiddag.
Jeg har aftalt med mig selv, at hver gang jeg får et stik af følelsen af misundelse, så skal jeg tænke over noget i mit eget liv, som jeg er taknemmelig for. Det er en god øvelse, og en kærlig reminder til mig selv om, at mit græs er præcis så grønt som det skal være 🙂

 

Møs Blogmama
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Har du noget på hjerte - så SKRIV!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

15 års jubilæum