Som overskriften indikerer, fyldte jeg år i søndags.
37 for at være så’rn helt nøjagtig, og for at citere Beyoncé, så er jeg særdeles comfortable in my skin.
Hver gang nogen taget tilløb til at spørge ind til min alder, har de prompte udbrudt “ork det er jo ingen alder” så snart svaret var faldet.
Altså det er jo en alder, men jeg betragter da egentlig også mig selv som og en slags ung endnu. På en anden måde en 19-års ung bevares..
Jeg byder rynker, grå hår og knas med synet velkommen, og ser så i øvrigt frem til at blive klogere (det gør man da med årene ikk’?).

Naturen pralede jo i søndags, og jeg kunne nyde mine gæsters selskab i haven under høj sol. Det tager vi septemberbørn ikke for givet, og jeg måtte sågar også flere gange udbryde højlydt taknemmelighed for, at vi kunne indtage frokosten på sommerlig vis.

Jeg blev begavet med mere end skønne gæster, jeg fik bl.a. gaver, der straks lagde op til, at jeg snarligt påbegynder den længe ventede (og tiltrængte) opfriskning af vores stue (-etage). Sjovt hvad en enkelt lampe kan sætte i gang af ting og sager, der lige omelet vil gøre Flüggermanden blød i knæene, når jeg smækker indkøbssedlen på hans disk og beder om assistance til projektet.

Hånd lampe

Det var i øvrigt denne fine lampe, der satte det hele igang.

Jeg har jo fødselsdag d.11.september, og da dagens betydning ændrede sig en del dengang i 2001, så synes jeg faktisk, at det var en fantastisk fin symbolsk gave at få på selve dagen. Et lysende fredstegn. Ja tak.
Nu skal den bare hurtigt op og hænge, så vi kan lyse verden op med det gode budskab.

Møs Blogmama